De første sangsvaner ankommer til fjorden i november, men først når isen lukker de svenske farvande i december vokser antallet. Sidst i marts forlader de igen fjorden for at trække til deres ynglepladser, som ligger i det nordlige Finland og nordvestlige Rusland. Sangsvanen har i mange år været i fremgang i fjorden. Det skyldes primært landbrugets omlægning fra vår- til vinterafgrøder, som har givet Sangsvanerne gode fourageringsmuligheder på raps- og hvedemarker, når isen lukker for adgangen til fjordens vandplanter.

Sangsvanernes fouragering på land sker ofte i selskab med Kanadagæs, men de lokale Knopsvaner følger også tit Sangsvanerne op på markerne. På fjorden holder Sangsvanerne til ved våger som for eksempel mellem Jyllinge og Lilleø. Af andre steder, hvor der er gode muligheder for at se Sangsvaner på nogenlunde tæt hold, kan nævnes Ølvig på Bognæs, området omkring Herslev, markerne over for Margretheskolen i Jyllinge og området omkring Selsø, men de kan om vinteren træffes overalt på fjorden og i dens opland. Ofte kan deres karakteristiske ”svanesang” hjælpe til at lokalisere dem.






Sangsvanen skelnes på kort hold fra Knopsvanen på det gule næb, hvor Knopsvanens er rødt. De unge Sangsvaner er blåligt grå, hvor Knopsvaneungerne er brunlige. På afstand er Sangsvanens hale bagud- eller nedadrettet, hvor Knopsvanen har ”opstopperhale”.